- 3 spsk olie
- 1 løg
- 1 aubergine
- 300 g champignon
- 1 tsk all round krydderi
- ½ tsk karry
- 1 lille tsk Vegeta
- 1 spsk tomatpure
- 150 g pikant flødeost
- 250 ml fløde
- 1 tsk oregano
- 500 g pasta
- Evt. parmesan
Der er krig i verden og priserne er tårnhøje pt. Jeg læste for nyligt en artikel om, at mange danskere skærer ned på kødforbruget, for at spare på pengene.
Vi har længe haft et ønske om at spise mindre kød herhjemme, men har altid haft en forestilling om, at vegetarmad er kedelig og smagsløs. NOT TRUE! Jeg har eksperimenteret en del på det seneste, og har fundet en del lækre vegetaropskrifter, som er krydrede og fulde af smag! Her kommer den første i rækken – en lækker cremet pasta i flødesovs med kun champignon og aubergine (mine to yndlingsgrøntsager!).
Finhak løgene, skær auberginen i små tern og skær champignon i skiver. Steg først løgene i lidt olie til de er bløde og tilsæt herefter auberginen. Lad det stege i 5 min. Tilsæt herefter champignon og lad det stege med i ca. 5-8 min ved middel varme, indtil champignonerne er stegt godt af. Tilsæt allround, karry og Vegeta-pulver (bruger jeg i stedet for salt) og lad det stege yderligere i nogle minutter. Tilsæt tomatpure, flødeost og fløde og lad retten simre i ca. 8 min. Drys med oregano. Tilsæt evt vand, hvis du ønsker mere sovs og smag til med krydderier (jeg tilsatte cirka 1 dl vand fra min kogte pasta).
Kog pasta efter anvisning og bland det hele godt. Drys med parmesan. Velbekomme!