- 1 spsk olie
- 500 g lamme- eller oksekød
- 1 hakket tomat
- 1 løg
- 2 squash
- 2 majroer
- 5 gulerødder
- 1 tsk salt
- 1 tsk gurkemeje
- 1 tsk ingefær
- ½ tsk peber
- ½ tsk safran
- 1 tsk smen (hærdet smør)
- 2 spsk hakket persille
- 500 g couscous (medium)
- 2 spsk olivenolie
- 1 dåse kikærter
- Vand
Couscous er måske en af de mest kendte retter fra det nordafrikanske køkken, og har man smagt det, forstår man hvorfor 🙂
I Marokko er det eksempelvis en tradition at man spiser couscous om fredagen, fordi det er en lidt ekstraordinær ret, som kræver god tid i køkkenet. Normalt laves couscous i en “keskas”, som er en todelt gryde bestående af en almindelig gryde nederst og et dampindsats øverst. Dampindsatsen så jeg i IKEA engang, men ellers kan man sagtens lave couscous uden – smagen bliver bare ikke nær så god 🙂 Hvis ikke du har en keskas, kan du blot tilberede coscousen efter anvisning på emballagen, og tilberede grøntsager og sovs i en almindelig gryde.
Skær køddet i stykker på cirka 8×8 cm.
Varm olien op ved middel varme og tilsæt kød og hakket løg. Lad det småsimre i et kvarters tid.
Imens forberedes grøntsagerne. Gulerødder skrælles og deles i to. Majroerne skrælles og deles i kvarte. Squash deles i to og herefter kvarte, så man har otte stykker per squash. Læg alle grøntsager i koldt vand mens resten forberedes.
Tilsæt krydderierne, smen (kan udelades) og hakket tomat. Lad det koge i 10 min. Tilsæt 1 spsk persille, og hæld vand ved, så det dækker kødet.
Lad det koge i 1 time.
Imens forberedes couscous.
Hæld couscous i en stor balje eller en stor tallerken og tilsæt 2 spsk olivenolie. Olien fordeles i couscousen ved at gnide couscous mellem fingrene. Tilsæt lunken vand (1-2 dl) lidt efter lidt, og sørg igen for at smuldre couscous mellem fingrene indtil couscousen er blevet lidt blødere. Dæk couscousen med et viskestykke, og lad den absorbere væsken imens kødet tilberedes.
Når sovsen har kogt i en times tid, tilsættes gulerødder, squash og majroer.
Kom couscousen op i dampindsatsen og stil den over gryden. Lad couscousen dampe over sovsen i 20 min under låg.
Efter 20 min tilsættes kikærter og endnu 1 spsk persille i sovsen, og couscousen tages af gryden. Hæld couscousen op i baljen/tallerkenen og sørg for at adskille couscousen så der så vidt muligt ikke er klumper i. – Brug evt. en ske eller gaffel, det er jo rygende varmt 🙂 Smag couscousen til med salt, og tilsæt igen lunkent vand (2-3 dl) lidt efter lidt. Gnid couscousen mellem fingrene til der ikke længere er større klumper heri. Kom couscousen tilbage i dampindsatsen og lad det dampe videre over sovsen i 20 min.
Efter de 20 min smages sovs og couscous til med salt, og der anrettes på en stor tallerken. Normalt i Marokko lægges kødet nederst i midten, dækket af grøntsagerne. Couscousen fordeles udenom grøntsager og kød. Hæld lidt sovs over grøntsager og specielt over couscousen – så er den ikke så tør, og den får en dejlig smag.
Tilsæt evt. lidt rosiner på toppen – det giver en dejlig sød smag 🙂
Bessaha! Velbekomme!