- 3 spsk olie
- 400 g grønne linser
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 250 g passata
- 1 spsk tomatpure
- 1 håndfuld persille, finthakket
- 1 håndfuld koriander, finthakket
- 1 liter vand (+/-)
- 1 spsk salt
- 1 spsk gurkemeje
- 1 spsk paprika
- 1 spsk ingefær
- 1/2 tsk peber
- Evt. grøntsagsbouillon
Den marokkanske ret 3des eller ‘ades er nok en af det mest autentiske og gængse retter, der findes i landet. Det er ikke hvad man normalt serverer for det fine folk, men det bliver den altså ikke spor dårligere af. Retten er SÅ simpel og hurtig at lave, og smager virkelig lækkert – i børnenes institution er denne ret en af deres favoritter. OG.. er man en af dem, der forsøger at skære ned på kødet, så er denne ret jo også vegetarisk, og alligevel mega mættende.
Okay, så er man vidst ikke i tvivl om, hvad jeg synes om retten, vel?
Før du starter på denne opskrift, så vid at du ikke behøver være så præcis med målingerne. Madmødrene i Marokko bruger jo heller ikke vægt og måleredskaber, når de laver mad. Så hvis du synes der mangler lidt vand, tomat eller andet, så tilsæt det endelig, det skal nok blive godt alligevel 😊
Start med at lægge linserne i blød i koldt vand en times tid. Har du ikke tid til det, skal de bare koges lidt ekstra under tilberedningen, og måske i lidt mere vand 😊
Hak løget fint, og steg det i olie med hvidløg indtil løgene er bløde. Steg krydderierne af med løgene i 10 sek, og tilsæt herefter linser, vand, persille, koriander, tomatpure og passata (eller blendede hakkede tomater). Jeg plejer her at tilsætte lidt grøntsagsbouillon (pulver), da jeg synes det forstærker smagen, men kan sagtens udelades.
Lad det koge ved svag varme i ca. 20 min, eller indtil linserne er kogte. Rør gerne i det undervejs, og tilsæt evt. mere vand, hvis du synes. Smag til med salt.
Retten spises med brød.
Easy peasy! 😍
Retten kan også laves med kød. Start her med at skære kødet (ca. 300g) i mundrette stykker, brun det godt af, før du tilsætter løg.
PS. Har du ikke lige brød i huset, smager det faktisk også godt med en hvid ris til (just please don’t tell baba I eat it with rice, det gør man bare ikke i Marokko 😅).
Velbekomme!