- 25 g gær
- Vand
- 500 g mel
- 130 g fin semulje
- 1 tsk salt
- 1 tsk sukker
- 1 spsk olivenolie
Hvis du har været i Marokko før, så ved du sikkert, at marokkanere spiser brød til næsten AL mad. Det er noget af det mest essentielle i det marokkanske køkken, og derfor en god opskrift at kunne. Det spises med alle slags taginer, kødretter, fiskeretter, kyllingeretter, you name it. De her brød er dejligt sprøde udenpå og virkelig bløde og luftige indeni. Og så smager de virkelig også godt friskbagte med tandsmør! 😀
Jeg fik 11 små brød ud af denne opskrift. Opløs gær i 1 dl lunken vand. Bland mel, semulje, salt og sukker i en anden skål, og hæld derefter gærvandet i. Tilsæt lunken vand lidt ad gangen mens der æltes. Jeg brugte 3-4 dl vand. Når dejen er samlet og blevet dejlig blød, æltes den i minimum 5 min på røremaskine (lidt længere, hvis du ælter i hånden) – jo mere den æltes, jo bedre 🙂 Efter æltningen tilsættes olivenolie, og der æltes i yderligere 2 min. Dejen vil være lidt klistret. Dæk skålen med film, og lad den hæve lunt i 1 times tid.
Bland 1 spsk mel med 1 spsk semulje i en dyb tallerken. Fugt herefter hænderne med vand, og form små bolde af dejen. Rul herefter boldene i melblandingen, og pres dem flade til de er ca. 1 cm høje. Dæk brødene til, og lad dem efterhæve i 20 min.
Imens forvarmes ovnen til 240 grader, og et ovnfast fad med vand i, placeres i bunden af ovnen – dette gør at brødet får en sprød skorpe, men blødt indeni. Når brødet har efterhævet, skæres et kryds i brødet, og det bages i 20 min eller indtil de har fået en fin gylden farve.
Velbekomme! 🙂